Principper for effektiv forbøn

På en samling med omkring 25 af verdens ledende forbedere angav alle undtagen en, at Joy Dawson var den forbeder, som havde inspireret og givet dem mest. Joy Dawson var den 25. Hun har haft en utrolig påvirkning på mange, mange forbedere. Hun lavede for længe siden nogle principper for forbøn, som både bygger på bibelen og på hendes egen erfaring i bøn. De udstiller både de hindringer, som kan hindre os fra at høre Gud tale, og de handlinger og hjerteindstillinger, som åbner os op for Gud. Til vores bønnesamlinger i kirken vil vi nogle gange anvende disse.

1) Pris Gud for den Han er.
(Hebr. 7:25)

2) Tjek dit hjerte om det er rent for Gud.
(Sal. 66:18, Sal. 139: 23-24)

3) Erkend at du ikke kan bede uden hjælp fra Den Hellige Ånd.
(Rom. 8:26, Ef. 5:18)

4) Stå fjenden imod.
(Jak. 4:7, Ef. 6:10-18)

5) Læg dine egne ideer, byrder og tanker til side.
(Ordspr. 3: 4-5, Ordspr. 28: 26, Esaj. 55:8)

6) Tak Gud for at Han vil tale gennem bønnetiden.
Hav forventning til at Han vil tale.

7) Vent på Gud i stilhed. Lad Ham tale til dig.
(Sal. 62:6, Mika 7:7, Sal.81: 12-14)

8) Del hvad Gud har lagt på dit hjerte og tak for det.

9) Tak Gud for at Han har hørt dine bønner.
Al ære til Gud.

#5 At bedømme ånder

1 Kor 12:10 ".... en anden evnen til at bedømme ånder; ... "

Vi påvirkes alle af de åndelige kræfter, som er involveret i kampen for og imod det, vi beder om. Det siger sig selv, at når vi beder og er tæt på Gud, så bliver vi påvirket af ham og kommer til at opleve mere af hans væsen. På den anden side oplever vi også mere af dæmonernes virken, når vi beder for noget. Men fordi vi ikke er vant til at tænke på det og ikke får særlig meget undervisning om det, så tror vi tit at det kun er os selv, vores egne tanker, følelser og fornemmelser.

Det at bedømme ånder/se hvad der er i den åndelige verden er faktisk noget vi har naturligt i os, fordi vi er åndelige væsener. Vi er skabt til at relatere til andre åndelige væsener, idet Gud har skabt os til fællesskab med ham. Men det at bedømme ånder kan også være noget, Helligånden åbenbarer for os, når han giver os et konkret glimt ind i den åndelige verden.

Det er forskelligt fra person til person, hvor meget man naturligt opfanger. Dette skyldes, at vi alle har forskellige gaver og evner, samt at vi alle er formet forskelligt gennem vores konkrete opvækster. Nogle opfatter derfor rigtig meget og andre kun lidt. Dog kan vi alle sammen blive bedre til at opfange Helligåndens signaler, idet det først og fremmest er en træningssag.

Helligånden giver bl a indsigt i den åndelige verden på disse måder:

• Ved tanker: Skriftsteder, Sætninger som: «Jeg duer ikke», «Dette er håbløst», «Jeg gider ikke», Beskidte tanker
• Følelser: Skyldfølelse, apati, begejstring, sorg, glæde, vrede.. (Spørg Gud hvad det betyder. Fx: Betyder denne skyldfølelse, jeg mærker, at folket har noget synd, som ikke er bekendt, eller er det en falsk skyldfølelse, fjenden bruger for at holde folk væk fra Gud?)
• Billeder: Af demoner eller engle, af situationen ligesom den virkelig er, løsninger
• Intuitiv viden: Man ved bare, at sådan er det. Noget konkret viden eller en skråsikker fornemmelse.
• Fysisk: Hjertebanken, mavefølelse, smerte, åndebesvær, en særlig lugt.

Disse ting kan opleves bla når man beder for noget, når man kommer nye/forskellige steder, når nogen snakker om noget (for eksempel lige nu..!), når man møder forskellige mennesker.

Konkret i forhold til bøn: Vi tænker tit at sådanne tanker/følelser kun er vores egne, eller måske tænker vi slet ikke over det. Måske tror man bare at det er en selv, der lige pludselig er modløs, f.eks. og så kan man nemt komme til at holde tilbage, i stedet for at bruge det konstruktivt i bønnen. Når man bliver bevidst om, hvad der sker i en givet situation eller i en by eller ved et folk, så kan man gøre noget ved det! Det har vi nemlig fået autoritet til!

Som med alt andet , så spørger vi Gud hvad vi skal gøre og hvordan. Nogle gange leder han os til at konfrontere det direkte, til at tale imod det og kaste det ud i Jesu navn. Andre gange skal vi bede ind det motsatte. For eksempel hvis man oplever at det er en ånd af død i en situation eller et sted, så kan vi åbne op for livet, hvis der er modløshed, håb, hvis der er mørke, lys, hvis der er sorg, trøst eller glæde. Tit skal vi først lukke for det, som er negativt, og så åbne op for det som er positivt.Husk på Paulus ord: Den kamp, vi kæmper er ikke imod kød og blod, men mod åndsmagter. Derfor burde vi ikke blive så overrasket, hvis vi faktisk kommer i mærkbar kamp med åndsmagter. Det viser blot, at vi har fat i noget af det rigtige.

Lige meget om man virkelig oplever at bedømme ånder eller om det kun er en selv som har en dårlig dag, så er den rigtige respons at tage en viljesbeslutning om at engagere sig endnu mere i bønnen og at kæmpe igennem selv om det ikke er det som føles som det mest naturlige og behagelige..

#4 Guds vilje sker ikke på jorden

I Fader Vor lærer Jesus os de vigtigste ting om bøn. Og her står der bl.a.: «Ske din vilje, som i himlen, således også på jorden.» Denne sætning lærer os to ting.
a) Guds vilje sker i himlen.
b) Guds vilje sker ikke på jorden.
Guds vilje sker ikke hernede, men Fader Vor lærer os at bede således, at vores bønner kan få hans vilje til at ske.

Bibelen er ret tydelig i dens tale om himlen. Der er ingen sygdom dér. Ingen død og ingen lidelse. Der er lys og intet mørke. Hvorfor? Fordi Guds vilje sker uhindret dér. Det han ønsker, sker med det samme. Men sådan er det ikke på jorden. Det Gud ønsker sker faktisk ikke. Fx siger 1 Tim 2,3-4 at Gud ønsker, at alle mennesker skal blive frelst. Og det er jo slet ikke sket. Hvorfor ikke? Fordi Guds vilje ikke sker hernede.

I Es 59,1-15 beskriver profeten et land med en masse ødelæggelse, bedrag og ondskab, som ligeså godt kunne være Danmark i dag. I vers 15 og 16 står der så: «Det så Herren, og det var ondt i hans øjne, at der ikke fandtes ret. Han så, at ingen kom til stede, og han undrede sig over, at ingen greb ind. Da skaffede hans arm ham sejr, og hans retfærdighed støttede ham.»
Gud undrer sig over, at der ikke er nogen, der griber ind. At der ikke er nogen, som går i forbøn.

Kirken i dag ser hen mod Gud og siger: Hvorfor gør du ikke noget? Hvorfor griber du ikke ind? Ser du ikke ondskaben omkring os? Men versene her giver os et helt andet billede: Gud ser ondskaben og han hader synet af det, men han ser hen mod os og siger: Hvorfor gør I ikke noget? Hvordan kan I være så ligeglade? Ser I ikke ondskaben omkring jer? I vers 1-2 i dette kapitel står der: «Herrens arm er ikke for kort til at frelse, hans ører ikke for døve til at høre. Nej, det er jeres synder, der skiller jer fra jeres Gud; jeres overtrædelser skjuler hans ansigt, så han ikke kan høre jer.» Hindringen ligger ikke hos Gud, men hos os!

Ez 22,30: «Jeg søgte én iblandt dem til at rejse gærde eller stille sig i murbruddet foran mig til værn for landet, for at det ikke skulle gå til grunde; men jeg fandt ingen.» Indholdet i dette vers er nogenlunde det samme. Gud søger efter nogen, som kan gå i forsvar for landet, men han kan ikke finde nogen. Han ønsker ikke at landet skal ødelægges, men det vil ske, hvis ingen går i forbøn. Desuden viser verset, at en enkelt person havde været nok til at vende situationen. Han søgte efter EN – og havde han fundet blot en eneste helhjertet forbeder, så var landets skæbne blevet ændret.

2 Krøn 7,14 «og mit folk, som mit navn er nævnt over, så ydmyger sig og beder og søger mit ansigt og vender om fra deres onde veje, da vil jeg høre dem fra himlen og tilgive deres synd og læge deres land.» Dette vers er et kendt profetisk udsagn om hvad vores bønner kan udrette. Vores ord og handlinger kan vende kirkens situation, og byens, og landets, og verdens. Hvis vi ydmyger os og søger ham af hele hjertet, så vil han helbrede vores land.

Desværre har vi i kirken en årtusind lang tradition for en teologi der siger: Guds vilje sker hernede. Luther mente det. Alle de andre reformatorer mente det også. På verdensplan i dag mener langt de fleste kirkesamfund det. Men det er ikke det, bibelen lærer. På grund af denne store misforståelse har kirken længe haft store problemmer med bønnen. De tænker: Hvorfor skal vi bede, når Guds vilje alligevel sker? Og hvad skal vi bede om, når Gud åbenbart har en plan med sygdom og død og voldtægt og mord? «Guds veje er jo uransagelige.» Således gør denne teologi bønnen overflødig og Guds vilje bliver nærmest umulig at forstå.

I modsætning til al denne forvirring er bibelen tydelig. Vi skal bede «Ske din vilje», fordi hans vilje ikke sker. Vi kan se mod korset og mod himlen og se, hvad Guds vilje er, og da bliver det nemt at bede. Gud ønsker frihed, helbredelse, fred, liv, overflod osv. Guds vilje er ikke underlig, men helt forunderlig.

Men hvad betyder dette så for vores bønnemøder?
Det betyder, at Guds vilje kun sker, hvis vi beder den frem. Det er derfor vi samles for at bede.
Mennesker bliver ikke frelst, hvis ikke vi beder for dem. Syge bliver ikke helbredt. De fangne bliver ikke sat i frihed. Guds gaver til vores menighed når ikke frem til os.
Guds vilje sker heller ikke automatisk til vores møder. Gud bruger mennesker til at åbne døren for hans nærvær, og hvis mennesker i menigheden ikke adlyder ham, så vil menigheden miste noget af det, Gud havde lyst til at gøre. De fleste kommer til møder og ser afventende og tilbagelænet på det som sker. «Nå, var det det Gud havde til os i dag.» «Havde han virkelig ikke mere end det?» Nej, Gud kommer, når vi inviterer ham og når vi virkelig ærer ham, og vores til tider halvkedelige møder er ikke Guds skyld, men vores. Han er altid topmotiveret. Han kender ikke til halvhjertethed. Han ofrede sin egen søn for at få fællesskab med os, og han vil gøre hvad som helst for det.

Han siger til os: Bed om hvad som helst i mit navn, og så vil jeg give det til jer. Han står klar med alle himlens resourcer og ønsker at dele dem ud, men spørgsmålet er. Vil vi virkelig bede: «Ske din vilje, som i himlen, således også på jorden»?

# 3 Profetiske handlinger

Dagens undervisning blev indledt med at en hurtig brainstorm over, hvilke profetiske handlinger vi sammen gjorde, da vi sidste uge bad for Danmark. (Fx lagde vi nøgler på kortet, tændte telys over forskellige pladser på kortet og sprinklede vand på bestemte steder.)

Hvorfor gjorde vi alt dette? Var det bare for at gøre bønnestunden spændende og anderledes? Eller for at vise, hvor kreative vi er? Nej, vi gjorde det, fordi Gud sagde vi skulle gøre det. Denne slags handlinger kaldes for profetiske handlinger. For det profetiske er netop, at gøre eller sige noget, som Gud har sagt man skal. Mange af vores bønner og sange i sidste uge var sandsynligvis også inspireret af Helligånden (og dermed profetiske), men det er vi langt mere fortrolige med. I denne undervisning vil jeg derfor fokusere på handlingerne.

For at vise, at vi ikke er helt skøre og langt ude, når vi gør sådanne handlinger, så skal vi først se lidt på Bibelen.Tænk på Moses: Han løftede sine arme, mens Josva og hæren kæmpede mod Amalekiterne (2 Mos 17). Israels hær sejrede, når hans arme var løftet, men det gik ikke så godt, når de ikke var løftet. Soldaterne havde ikke tid til at kigge op på Moses, men alligevel gjorde hans handling en verden til forskel. En anden gang sagde Gud, at han skulle række sin stav ud over det Røde hav, og idet han adlyd, åbnede Gud en vej gennem vandet.

Tænk på Josva, da hele folket fik besked på at marchere omkring Jerikos mure. Murene faldt ikke pga rystelserne ved deres vandring eller pga noget, som kan forklares udelukkende ved naturlige kræfter. Nej, det var Guds fantastiske kraft, der gjorde det. Gud talte først, de handlede i lydighed og så skete miraklet.Bibelen er fuld af sådanne eksempler. Da Israel skulle i krig på kong Josafats tid, ledte Gud dem til at sende lovsangerne i forreste række (2 Krøn 20). De adlyd og Guds kraft kom og knuste fjendens hær uden at de overhovedet kom i kamp. En anden gang ledte Gud Gideon til at nøjes med tre hundrede krigere mod en meget stor hær (Dom 7). Han adlyd, og Gud gav dem en mægtig sejr.

Nogle gange bruger Gud profetiske handlinger til at tydeliggøre sit budskab. Fx sagde han til Hosea, at han skulle gifte sig med en prostitueret. Igennem denne handling ville Gud illustrere for sit folk, at han stadig ville være deres Gud, selvom de igen og igen havde vendt sig til andre guder.I Ezekiel 4,1-15 har vi en række profetiske handlinger samlet. Ezekiel skulle tegne Jerusalem på en teglsten og lave en tydelig belejring af byen. Desuden skulle han synliggøre folkets synd ved sine handlinger. (I kan selv læse det.) Gud talte, han handlede, og Guds budskab blev meget levende for hele folket. Bemærk her, hvorledes Gud først kræver af Ezekiel, at han skal bruge menneskeafføring som brændsel, men så ændrer dette til koafføring, da Ezekiel siger. Det er for vanskeligt for mig. Sådan vil Gud også behandle os. Han respekterer vores grænser og laver ændringer, hvis noget bliver for meget for os. Dog er det os, der går glip af Guds langt bedre vej, hvis vi presser ham til at vælge vores begrænsede vej.

Der er også flere eksempler på profetiske handlinger fra det Nye Testamente. Jesus smurte fx mudder på den blindes øjne (Joh 9,6) og åbnede derved hans øjne. Det var ikke dog magisk mudder, men lydighed mod Guds ledelse, som førte til miraklet. Faktisk er nadver og dåb også profetiske handlinger. Gud har sagt, at vi skal gøre det, og derfor har de kraft i sig.

Hvordan skal jeg forholde mig til en profetisk handling? Bevar enheden! Følg beskederne som bliver givet. Hvis det bliver sagt at man kun skal bede en sætning hver, så hold dig til det, og slip de andre til. Hvis det bliver sagt at man skal råbe, så råb! Nogle gange kan det være svært, og meget udfordrende. Hvis vi for eksempel skal proklamere noget som støder imod janteloven, så er det noget vi bliver nødt til å kæmpe os gennem. Når vi beder for Danmark, hvor det med janteloven er så fremtrædende, så vil det være noget vi møder gang på gang, og for at bryde igennem, er det meget vigtig at vi både hver især og sammen kæmper den kamp. Bliv ikke styret af dine følelser, men engager dig og gør det der skal til for at vi kan få gennembrud.

Hvis du ikke har hørt eller forstået beskeden, og således er ved at miste overblikket, fordi der sker noget nyt, så spørg i stedet for at trække dig tilbage! Spørg enten en af de andre eller lederen. Hvis det er uklart for dig, så er sandsynligvis også uklart for nogle af de andre.Vær hele tiden åben for at Gud kan bruge dig til at føre gruppen videre! Hvis du får noget fra Gud som vil forandre retning eller hvor alle skal gøre noget, så del det med lederen.

# 2 At bede i grupper

En symfoni, et puslespil, et hundespand og et slag volleyball..

Matt 18:19-20 Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader. For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.Heri ligger nogle fantastiske løfter, og også en pegepind om at det er anderledes at bede sammen med andre end alene.¨

At bede i enhed er som at spille en symfoni – vi må stemme instrumenterne først. Det vil sige at vi lægger ned vores eget, vores ønsker, tanker og forventninger, og i stedet tuner ind på Helligånden og tager imod Guds noder. Alle har forskellige dele af melodien de skal spille, og til forskellig tid. Og for at det hele skal hænge sammen, er det nødvendigt med en dirigent. Det er den eller de som leder bønnemødet.

Når vi kommer sammen med vores venner foregår vores samtaler vel ikke som dette: Først bliver vi enige om at vi i aften skal snakke om min søster, som har brækket benet, dernæst om de nye rygelove og og til sidst om bronsekampen. Derefter aftaler vi, at person 1 først skal sige alt han har på hjerte for alle tre emner, dernæst person 2 og til sidst person 3. Nej, og ville det ikke være forfærdeligt. Når venner kommer sammen springer samtalen naturligt fra person til person og fra emne til emne. Det de andre siger inspirerer mig til at sige noget om det samme emne - og sådan fortsætter det. Sammen får vi nye tanker og vi kommer alle sammen dybere ind i emnerne.

Desværre foregår det nogle gange på denne måde ved vores bønnemøder: Vi nævner vores bønneemner, og straks beder person 1 igennem hele listen og siger amen. Den næste gør nogenlunde det samme og sådan fortsætter mødet. Når jeg møder dette, så bliver jeg tit distraheret fra at bede. Enten bliver jeg så optaget af det jeg vil bede om det første emne, at jeg slet ikke hører resten af bønnen for de andre emner. Eller også får jeg bønner, jeg vil bede, ved fx første emne, men glemmer dem igen inden det bliver "min" tur. Desuden vil hver enkelt bøn ved sådanne møder ofte have en dalende kurve mod slutningen, og derfor vil alle nye bønner skulle starte fra nul og trække det hele i gang. Igen og igen og igen. Men hvis vi beder på samme måde som vi almindeligvis fører samtale, så vil vi få inspiration af hinanden. Da vil vi komme langt dybere ind i et emne, og opleve betydeligt større gennembrud.

At bede sammen er som at lægge puslespil: Alle har en brik, og alle brikker er lige vigtige for at gøre billedet komplet. Brikkene kan være: En bøn man skal bede, et emne gruppen skal bede for, en måde man skal bede på, en dans, en sang, en profeti, noget man som gruppe skal bekende, gråd, et billede, et skriftsted, en fornemmelse, osv. Nogle brikker er mere spændende end andre. Nogle brikker viser en hel detalje selv, fx et hus, en blomst, eller lignende, mens andre først bliver tydelige, når de placeres sammen med flere andre brikker med nogenlunde samme udseende (fx havet eller himlen). Muligvis tænker vi i bønnestunden, at min brik er uvigtig eller mindre spændende, hvis den ikke er tydelig i sig selv eller specielt spændende, men da er det alligevel ligeså vigtigt at bringe den frem. Ellers mister vi at se "himlen" eller "havet" tage form, når mange forskellige brikker bliver samlet. Billedets fuldendelse og helhed kræver jo netop, at alle dele kommer frem og bliver brugt.

At bede sammen er som at være et hundespand, der trækker en slæde: Hvis lederen skal trække alle de andre i tillæg til slæden, så kommer de ikke særlig langt. Det bliver grusomt tungt for lederen og kedeligt for alle andre. Vær derfor aktiv og træk din del af slædens vægt! Hvordan? Vær fokuseret, tag tanker til fange, lyt til de andre, bevæg dig, bed i tunger, sig «amen!» Og vigtigst af alt: Vær åben for at Gud vil tale til dig, og vær hurtig til at gøre og sige det, han beder dig om.

At bede sammen er som at spille volleyball. En af de vigtigste ting i volleyball er at holde bolden i luften. Altså: Vær klar til at kaste dig ind med bønner, ikke stå og vent i lang tid for at se om nogen andre gør noget. Man skal heller ikke holde på bolden. Hvis du beder frygtelig lange bønner, er det ikke så nemt for de andre at forblive nærværende og aktiv. Alle på holdet skal være involveret og klare til at gøre sin del for at få bolden over nettet.

I 1.Kor 14: 33a læser vi: For Gud er ikke en uordens, men fredens Gud. Når vi beder sammen, er det vigtigt at vi alle sammen holder os til det tema som er opgivet, indtil lederen siger at vi skal gå videre. Hvis man får noget fra Gud, som er et nyt tema eller emne, så del det med lederen. Lederen bestemmer når det er på tide med nyt tema. Hvis lederen ikke tager det med i løbet af bønnestunden, så spørg Gud, hvad du skal gøre med det, du har fået. Måske har Gud delt det med dig, for at du selv skal bede det igennem senere. Du må meget gerne snakke med lederen efter mødet, hvis du ikke forstår, hvorfor han ikke brugte din del. Det er langt bedre at få et hurtigt svar end at din usikkerhed skulle holde dig fra at dele noget en anden gang!

Når du skal dele noget, enten det er med lederen eller gruppen, så del det kort og klart. Sig nok til at folk forstår det, men heller ikke mere. Vi er her for at bede, ikke for at snakke!

# 1 At bede Guds bønner

En af de allervigtigste ting at lære i bøn er, at høre Guds stemme. Men ofte lukker vi næsten Gud ude fra bønnemøderne og nøjes med at bede vores egne personlige bønner. Vi giver Ham hverken tid eller plads til at tale, fordi vi ærlig talt ikke forventer at han har noget at sige. For det med bøn er jo vores del. Det er jo os, der skal bede til Gud. Således kommer vi sammen og har hver især en masse ting på vores hjerter og i vores tanker. Den ene beder for det ene og den anden beder for noget andet. Evangelisten beder for sjæle, hyrden for de syge og sårede, en moder for sit vildfarne barn, og alt dette krydres så med en lang række pligt bønner. Altså: De bønner, vi har pligt til at bede. Vi skal jo huske at nævne missionæerne og præsterne og de andre kirker i byen og så videre ... .

Alt i alt bliver bønnemødet til noget hvor bønnen springer fra det ene emne til det andet, og hvor fællesskabet i bøn stort set kun udfoldes i andres «amen» og «ja» tilkendegivelser under bønnerne. Og ærlig talt, så giver det os nogle ret forvirrende og ofte også ret kedelige bedemøder.

Men Gud havde aldrig tænkt, at bønnemøder skulle afholdes med ham på sidelinjen. Faktisk ønsker han, at gennemsyre alt i et bønnemøde. Han vil give os det, vi skal bede om og han vil endda give os hjerter, der kan bede det helhjertet. Husk på, at bøn i Guds tanker både er det sted, hvor vi mødes med ham og det sted, hvor der er allermest kraft til at forvandle hele verden. Hvis der er noget sted, hvor vi virkelig burde forvente Guds ledelse og nærvær, så må det da være på vores bønnemøder.

Rom 8,26-27: Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje. I den græske grundtekst mangler ordene «for os» efter «gå i forbøn». Det er muligt at oversætte verset som den danske bibel gør, men det kan ligeså godt oversættes: «Men Ånden selv går i forbøn med uudsigelige sukke». Derved bliver det tydeligt, at Åndens bønner faktisk bliver bedt gennem vores munde. Ånden som bor i os beder gennem os. Vi ved ikke, hvad vi skal bede, men han viser os det. Ja, han giver os til og med en sådan nød for ting, at vi nogen gange kun vil kunne sukke med uudsigelige sukke. Det sker, når Guds hjerte bliver udøst over os. Det svarer til det, Paulus siger et andet sted om Helligånden: Rom 5,5b: «... for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os.» Når Guds hjerte bliver særligt nærværende, så beder vi ikke længere blot Guds bønner, men da er vi til og med drevet af Guds kærlighedskraft. Da bliver vi forvandlet samtidigt med, at han bruger os til at forvandle verden. Dette er Guds store drøm for vores bønnemøder.

Tidligere i samme kapitel kommer Paulus med et meget markant udsagn om den kristne: Rom 8,14: «For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn.» Hvem er Guds børn? Det er dem, der drives af Ånden, svarer Paulus. Thi det at ledes af Ånden er uhyre vigtigt på den kristne vandring. Ja, det er faktisk så vigtigt, at Paulus gør det til en definition på den kristne. Hvordan er den kristne? Han er en, som styres af Ånden. Hvad så med dem, der ikke ledes af Gud? Tjaa, ville Paulus sige, de vandrer i hvert fald ikke, som Gud havde tænkt. Jesus sagde om de kristne i Joh 3,8: «Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« Jesus siger – præcist som Paulus – at en kristen er en, som føres af Helligånden. Den kristne er billedlig talt ligesom et blad eller en gren, der styres af vinden. Du ser ikke vinden, men dens effekt er tydelig på bladene og grenene.

Husk på Jesu eksempel: Det ypperligste menneske, der nogensinde har vandret på jorden sagde: Joh 5,19: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen.» Joh 5,30a: «Jeg kan intet gøre af mig selv; som jeg hører, dømmer jeg, ...» Jesus demonstrerede, hvorledes et menneske burde leve i konstant kontakt med Faderen. Han gjorde kun det, han så ham gøre og sagde kun det, han hørte ham sige. Og dette fantastiske nærvær forsvandt ikke lige pludselig, hver gang han skulle bede. Ånden bad igennem Jesus, som var blevet et menneske. Den ubegrænsede Gud bad igennem et begrænset menneske og gjorde derved bønnens muligheder ligeså ubegrænsede som Han selv er. Derved skete der så mange fantastiske mirakler omkring Jesus. Og det er præcist sådan Gud ønsker at bede igennem os.

En gang kom disciplene og sagde til Jesus: Giv os mere tro! (Luk 17,5) Luk 17,6-10: «Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer. Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.« Ofte bliver disse vers misforstået. Den store tro bliver til en stærk befalende tro, som dikterer de ting, som skal ske. Ligesom en herre, der befaler sin tjener at gøre noget. Men problemmet med denne tolkning er, at den placerer os på den forkerte plads. I afslutningen viser Jesus tydeligt, at vi i lignelsen ikke er herren, men tjeneren. Jesus siger ikke, at vejen til en større tro går gennem at råbe højere, eller at være mere selvsikker, eller lignende. Han viser, at den større tro kommer af større lydighed mod Herren. Altså, handler det ikke om at puste sig op, men om lydigt at følge alt, hvad Gud leder os til at gøre. Dette er helt afgørende i vores bønnemøder. Den vej, som fører til store og fantastiske forandringer i vores land, er lydighedens vej.

Ud fra min personlige erfaring leder Helligånden på mange forskellige måder. Han giver tanker og ideer. Han giver folk billeder, som forklarer ting, eller sange, man kan synge. Han planter konkrete bønner inde i folk (ofte blot en sætning eller en enkelt ide), som han ønsker de skal bede. Han giver forskellige fornemmelser og lader ofte nogen mærke Guds følelser i en sag. Osv, osv, osv. Og i hvert tilfælde bliver den enkelte placeret overfor et valg. Tør jeg tro på, at det er Helligånden, der har givet mig dette? Og videre: Tør jeg gøre det, Helligånden beder mig om at gøre?

Vejen til større tro er således meget simpel. Det kræver blot, at vi bliver bedre til at adlyde, de indskydelser og lignende, som Ånden giver os. Men i praksis er det faktisk ikke så let. Det kræver, at vi trodser vores menneskefrygt og usikkerhed, og at vi frimodigt træder ud og afprøver de fornemmelser, vi får. Det kræver noget, men belønningen er det hele værd. På lydighedens vej vil vi blive bedre og bedre til at kende Guds stemme, og skridt for skridt vil vi se mere og mere af hans storhed åbenbaret.