En af de allervigtigste ting at lære i bøn er, at høre Guds stemme. Men ofte lukker vi næsten Gud ude fra bønnemøderne og nøjes med at bede vores egne personlige bønner. Vi giver Ham hverken tid eller plads til at tale, fordi vi ærlig talt ikke forventer at han har noget at sige. For det med bøn er jo vores del. Det er jo os, der skal bede til Gud. Således kommer vi sammen og har hver især en masse ting på vores hjerter og i vores tanker. Den ene beder for det ene og den anden beder for noget andet. Evangelisten beder for sjæle, hyrden for de syge og sårede, en moder for sit vildfarne barn, og alt dette krydres så med en lang række pligt bønner. Altså: De bønner, vi har pligt til at bede. Vi skal jo huske at nævne missionæerne og præsterne og de andre kirker i byen og så videre ... .Alt i alt bliver bønnemødet til noget hvor bønnen springer fra det ene emne til det andet, og hvor fællesskabet i bøn stort set kun udfoldes i andres «amen» og «ja» tilkendegivelser under bønnerne. Og ærlig talt, så giver det os nogle ret forvirrende og ofte også ret kedelige bedemøder.
Men Gud havde aldrig tænkt, at bønnemøder skulle afholdes med ham på sidelinjen. Faktisk ønsker han, at gennemsyre alt i et bønnemøde. Han vil give os det, vi skal bede om og han vil endda give os hjerter, der kan bede det helhjertet. Husk på, at bøn i Guds tanker både er det sted, hvor vi mødes med ham og det sted, hvor der er allermest kraft til at forvandle hele verden. Hvis der er noget sted, hvor vi virkelig burde forvente Guds ledelse og nærvær, så må det da være på vores bønnemøder.
Rom 8,26-27: Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje. I den græske grundtekst mangler ordene «for os» efter «gå i forbøn». Det er muligt at oversætte verset som den danske bibel gør, men det kan ligeså godt oversættes: «Men Ånden selv går i forbøn med uudsigelige sukke». Derved bliver det tydeligt, at Åndens bønner faktisk bliver bedt gennem vores munde. Ånden som bor i os beder gennem os. Vi ved ikke, hvad vi skal bede, men han viser os det. Ja, han giver os til og med en sådan nød for ting, at vi nogen gange kun vil kunne sukke med uudsigelige sukke. Det sker, når Guds hjerte bliver udøst over os. Det svarer til det, Paulus siger et andet sted om Helligånden: Rom 5,5b: «... for Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os.» Når Guds hjerte bliver særligt nærværende, så beder vi ikke længere blot Guds bønner, men da er vi til og med drevet af Guds kærlighedskraft. Da bliver vi forvandlet samtidigt med, at han bruger os til at forvandle verden. Dette er Guds store drøm for vores bønnemøder.
Tidligere i samme kapitel kommer Paulus med et meget markant udsagn om den kristne: Rom 8,14: «For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn.» Hvem er Guds børn? Det er dem, der drives af Ånden, svarer Paulus. Thi det at ledes af Ånden er uhyre vigtigt på den kristne vandring. Ja, det er faktisk så vigtigt, at Paulus gør det til en definition på den kristne. Hvordan er den kristne? Han er en, som styres af Ånden. Hvad så med dem, der ikke ledes af Gud? Tjaa, ville Paulus sige, de vandrer i hvert fald ikke, som Gud havde tænkt. Jesus sagde om de kristne i Joh 3,8: «Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« Jesus siger – præcist som Paulus – at en kristen er en, som føres af Helligånden. Den kristne er billedlig talt ligesom et blad eller en gren, der styres af vinden. Du ser ikke vinden, men dens effekt er tydelig på bladene og grenene.
Husk på Jesu eksempel: Det ypperligste menneske, der nogensinde har vandret på jorden sagde: Joh 5,19: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen.» Joh 5,30a: «Jeg kan intet gøre af mig selv; som jeg hører, dømmer jeg, ...» Jesus demonstrerede, hvorledes et menneske burde leve i konstant kontakt med Faderen. Han gjorde kun det, han så ham gøre og sagde kun det, han hørte ham sige. Og dette fantastiske nærvær forsvandt ikke lige pludselig, hver gang han skulle bede. Ånden bad igennem Jesus, som var blevet et menneske. Den ubegrænsede Gud bad igennem et begrænset menneske og gjorde derved bønnens muligheder ligeså ubegrænsede som Han selv er. Derved skete der så mange fantastiske mirakler omkring Jesus. Og det er præcist sådan Gud ønsker at bede igennem os.
En gang kom disciplene og sagde til Jesus: Giv os mere tro! (Luk 17,5) Luk 17,6-10: «Herren svarede: »Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer. Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.« Ofte bliver disse vers misforstået. Den store tro bliver til en stærk befalende tro, som dikterer de ting, som skal ske. Ligesom en herre, der befaler sin tjener at gøre noget. Men problemmet med denne tolkning er, at den placerer os på den forkerte plads. I afslutningen viser Jesus tydeligt, at vi i lignelsen ikke er herren, men tjeneren. Jesus siger ikke, at vejen til en større tro går gennem at råbe højere, eller at være mere selvsikker, eller lignende. Han viser, at den større tro kommer af større lydighed mod Herren. Altså, handler det ikke om at puste sig op, men om lydigt at følge alt, hvad Gud leder os til at gøre. Dette er helt afgørende i vores bønnemøder. Den vej, som fører til store og fantastiske forandringer i vores land, er lydighedens vej.
Ud fra min personlige erfaring leder Helligånden på mange forskellige måder. Han giver tanker og ideer. Han giver folk billeder, som forklarer ting, eller sange, man kan synge. Han planter konkrete bønner inde i folk (ofte blot en sætning eller en enkelt ide), som han ønsker de skal bede. Han giver forskellige fornemmelser og lader ofte nogen mærke Guds følelser i en sag. Osv, osv, osv. Og i hvert tilfælde bliver den enkelte placeret overfor et valg. Tør jeg tro på, at det er Helligånden, der har givet mig dette? Og videre: Tør jeg gøre det, Helligånden beder mig om at gøre?
Vejen til større tro er således meget simpel. Det kræver blot, at vi bliver bedre til at adlyde, de indskydelser og lignende, som Ånden giver os. Men i praksis er det faktisk ikke så let. Det kræver, at vi trodser vores menneskefrygt og usikkerhed, og at vi frimodigt træder ud og afprøver de fornemmelser, vi får. Det kræver noget, men belønningen er det hele værd. På lydighedens vej vil vi blive bedre og bedre til at kende Guds stemme, og skridt for skridt vil vi se mere og mere af hans storhed åbenbaret.
