I Fader Vor lærer Jesus os de vigtigste ting om bøn. Og her står der bl.a.: «Ske din vilje, som i himlen, således også på jorden.» Denne sætning lærer os to ting.a) Guds vilje sker i himlen.
b) Guds vilje sker ikke på jorden.
Guds vilje sker ikke hernede, men Fader Vor lærer os at bede således, at vores bønner kan få hans vilje til at ske.
Bibelen er ret tydelig i dens tale om himlen. Der er ingen sygdom dér. Ingen død og ingen lidelse. Der er lys og intet mørke. Hvorfor? Fordi Guds vilje sker uhindret dér. Det han ønsker, sker med det samme. Men sådan er det ikke på jorden. Det Gud ønsker sker faktisk ikke. Fx siger 1 Tim 2,3-4 at Gud ønsker, at alle mennesker skal blive frelst. Og det er jo slet ikke sket. Hvorfor ikke? Fordi Guds vilje ikke sker hernede.
I Es 59,1-15 beskriver profeten et land med en masse ødelæggelse, bedrag og ondskab, som ligeså godt kunne være Danmark i dag. I vers 15 og 16 står der så: «Det så Herren, og det var ondt i hans øjne, at der ikke fandtes ret. Han så, at ingen kom til stede, og han undrede sig over, at ingen greb ind. Da skaffede hans arm ham sejr, og hans retfærdighed støttede ham.»
Gud undrer sig over, at der ikke er nogen, der griber ind. At der ikke er nogen, som går i forbøn.
Kirken i dag ser hen mod Gud og siger: Hvorfor gør du ikke noget? Hvorfor griber du ikke ind? Ser du ikke ondskaben omkring os? Men versene her giver os et helt andet billede: Gud ser ondskaben og han hader synet af det, men han ser hen mod os og siger: Hvorfor gør I ikke noget? Hvordan kan I være så ligeglade? Ser I ikke ondskaben omkring jer? I vers 1-2 i dette kapitel står der: «Herrens arm er ikke for kort til at frelse, hans ører ikke for døve til at høre. Nej, det er jeres synder, der skiller jer fra jeres Gud; jeres overtrædelser skjuler hans ansigt, så han ikke kan høre jer.» Hindringen ligger ikke hos Gud, men hos os!
Ez 22,30: «Jeg søgte én iblandt dem til at rejse gærde eller stille sig i murbruddet foran mig til værn for landet, for at det ikke skulle gå til grunde; men jeg fandt ingen.» Indholdet i dette vers er nogenlunde det samme. Gud søger efter nogen, som kan gå i forsvar for landet, men han kan ikke finde nogen. Han ønsker ikke at landet skal ødelægges, men det vil ske, hvis ingen går i forbøn. Desuden viser verset, at en enkelt person havde været nok til at vende situationen. Han søgte efter EN – og havde han fundet blot en eneste helhjertet forbeder, så var landets skæbne blevet ændret.
2 Krøn 7,14 «og mit folk, som mit navn er nævnt over, så ydmyger sig og beder og søger mit ansigt og vender om fra deres onde veje, da vil jeg høre dem fra himlen og tilgive deres synd og læge deres land.» Dette vers er et kendt profetisk udsagn om hvad vores bønner kan udrette. Vores ord og handlinger kan vende kirkens situation, og byens, og landets, og verdens. Hvis vi ydmyger os og søger ham af hele hjertet, så vil han helbrede vores land.
Desværre har vi i kirken en årtusind lang tradition for en teologi der siger: Guds vilje sker hernede. Luther mente det. Alle de andre reformatorer mente det også. På verdensplan i dag mener langt de fleste kirkesamfund det. Men det er ikke det, bibelen lærer. På grund af denne store misforståelse har kirken længe haft store problemmer med bønnen. De tænker: Hvorfor skal vi bede, når Guds vilje alligevel sker? Og hvad skal vi bede om, når Gud åbenbart har en plan med sygdom og død og voldtægt og mord? «Guds veje er jo uransagelige.» Således gør denne teologi bønnen overflødig og Guds vilje bliver nærmest umulig at forstå.
I modsætning til al denne forvirring er bibelen tydelig. Vi skal bede «Ske din vilje», fordi hans vilje ikke sker. Vi kan se mod korset og mod himlen og se, hvad Guds vilje er, og da bliver det nemt at bede. Gud ønsker frihed, helbredelse, fred, liv, overflod osv. Guds vilje er ikke underlig, men helt forunderlig.
Men hvad betyder dette så for vores bønnemøder?
Det betyder, at Guds vilje kun sker, hvis vi beder den frem. Det er derfor vi samles for at bede.
Mennesker bliver ikke frelst, hvis ikke vi beder for dem. Syge bliver ikke helbredt. De fangne bliver ikke sat i frihed. Guds gaver til vores menighed når ikke frem til os.
Guds vilje sker heller ikke automatisk til vores møder. Gud bruger mennesker til at åbne døren for hans nærvær, og hvis mennesker i menigheden ikke adlyder ham, så vil menigheden miste noget af det, Gud havde lyst til at gøre. De fleste kommer til møder og ser afventende og tilbagelænet på det som sker. «Nå, var det det Gud havde til os i dag.» «Havde han virkelig ikke mere end det?» Nej, Gud kommer, når vi inviterer ham og når vi virkelig ærer ham, og vores til tider halvkedelige møder er ikke Guds skyld, men vores. Han er altid topmotiveret. Han kender ikke til halvhjertethed. Han ofrede sin egen søn for at få fællesskab med os, og han vil gøre hvad som helst for det.
Han siger til os: Bed om hvad som helst i mit navn, og så vil jeg give det til jer. Han står klar med alle himlens resourcer og ønsker at dele dem ud, men spørgsmålet er. Vil vi virkelig bede: «Ske din vilje, som i himlen, således også på jorden»?
