# 3 Profetiske handlinger

Dagens undervisning blev indledt med at en hurtig brainstorm over, hvilke profetiske handlinger vi sammen gjorde, da vi sidste uge bad for Danmark. (Fx lagde vi nøgler på kortet, tændte telys over forskellige pladser på kortet og sprinklede vand på bestemte steder.)

Hvorfor gjorde vi alt dette? Var det bare for at gøre bønnestunden spændende og anderledes? Eller for at vise, hvor kreative vi er? Nej, vi gjorde det, fordi Gud sagde vi skulle gøre det. Denne slags handlinger kaldes for profetiske handlinger. For det profetiske er netop, at gøre eller sige noget, som Gud har sagt man skal. Mange af vores bønner og sange i sidste uge var sandsynligvis også inspireret af Helligånden (og dermed profetiske), men det er vi langt mere fortrolige med. I denne undervisning vil jeg derfor fokusere på handlingerne.

For at vise, at vi ikke er helt skøre og langt ude, når vi gør sådanne handlinger, så skal vi først se lidt på Bibelen.Tænk på Moses: Han løftede sine arme, mens Josva og hæren kæmpede mod Amalekiterne (2 Mos 17). Israels hær sejrede, når hans arme var løftet, men det gik ikke så godt, når de ikke var løftet. Soldaterne havde ikke tid til at kigge op på Moses, men alligevel gjorde hans handling en verden til forskel. En anden gang sagde Gud, at han skulle række sin stav ud over det Røde hav, og idet han adlyd, åbnede Gud en vej gennem vandet.

Tænk på Josva, da hele folket fik besked på at marchere omkring Jerikos mure. Murene faldt ikke pga rystelserne ved deres vandring eller pga noget, som kan forklares udelukkende ved naturlige kræfter. Nej, det var Guds fantastiske kraft, der gjorde det. Gud talte først, de handlede i lydighed og så skete miraklet.Bibelen er fuld af sådanne eksempler. Da Israel skulle i krig på kong Josafats tid, ledte Gud dem til at sende lovsangerne i forreste række (2 Krøn 20). De adlyd og Guds kraft kom og knuste fjendens hær uden at de overhovedet kom i kamp. En anden gang ledte Gud Gideon til at nøjes med tre hundrede krigere mod en meget stor hær (Dom 7). Han adlyd, og Gud gav dem en mægtig sejr.

Nogle gange bruger Gud profetiske handlinger til at tydeliggøre sit budskab. Fx sagde han til Hosea, at han skulle gifte sig med en prostitueret. Igennem denne handling ville Gud illustrere for sit folk, at han stadig ville være deres Gud, selvom de igen og igen havde vendt sig til andre guder.I Ezekiel 4,1-15 har vi en række profetiske handlinger samlet. Ezekiel skulle tegne Jerusalem på en teglsten og lave en tydelig belejring af byen. Desuden skulle han synliggøre folkets synd ved sine handlinger. (I kan selv læse det.) Gud talte, han handlede, og Guds budskab blev meget levende for hele folket. Bemærk her, hvorledes Gud først kræver af Ezekiel, at han skal bruge menneskeafføring som brændsel, men så ændrer dette til koafføring, da Ezekiel siger. Det er for vanskeligt for mig. Sådan vil Gud også behandle os. Han respekterer vores grænser og laver ændringer, hvis noget bliver for meget for os. Dog er det os, der går glip af Guds langt bedre vej, hvis vi presser ham til at vælge vores begrænsede vej.

Der er også flere eksempler på profetiske handlinger fra det Nye Testamente. Jesus smurte fx mudder på den blindes øjne (Joh 9,6) og åbnede derved hans øjne. Det var ikke dog magisk mudder, men lydighed mod Guds ledelse, som førte til miraklet. Faktisk er nadver og dåb også profetiske handlinger. Gud har sagt, at vi skal gøre det, og derfor har de kraft i sig.

Hvordan skal jeg forholde mig til en profetisk handling? Bevar enheden! Følg beskederne som bliver givet. Hvis det bliver sagt at man kun skal bede en sætning hver, så hold dig til det, og slip de andre til. Hvis det bliver sagt at man skal råbe, så råb! Nogle gange kan det være svært, og meget udfordrende. Hvis vi for eksempel skal proklamere noget som støder imod janteloven, så er det noget vi bliver nødt til å kæmpe os gennem. Når vi beder for Danmark, hvor det med janteloven er så fremtrædende, så vil det være noget vi møder gang på gang, og for at bryde igennem, er det meget vigtig at vi både hver især og sammen kæmper den kamp. Bliv ikke styret af dine følelser, men engager dig og gør det der skal til for at vi kan få gennembrud.

Hvis du ikke har hørt eller forstået beskeden, og således er ved at miste overblikket, fordi der sker noget nyt, så spørg i stedet for at trække dig tilbage! Spørg enten en af de andre eller lederen. Hvis det er uklart for dig, så er sandsynligvis også uklart for nogle af de andre.Vær hele tiden åben for at Gud kan bruge dig til at føre gruppen videre! Hvis du får noget fra Gud som vil forandre retning eller hvor alle skal gøre noget, så del det med lederen.

# 2 At bede i grupper

En symfoni, et puslespil, et hundespand og et slag volleyball..

Matt 18:19-20 Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader. For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.Heri ligger nogle fantastiske løfter, og også en pegepind om at det er anderledes at bede sammen med andre end alene.¨

At bede i enhed er som at spille en symfoni – vi må stemme instrumenterne først. Det vil sige at vi lægger ned vores eget, vores ønsker, tanker og forventninger, og i stedet tuner ind på Helligånden og tager imod Guds noder. Alle har forskellige dele af melodien de skal spille, og til forskellig tid. Og for at det hele skal hænge sammen, er det nødvendigt med en dirigent. Det er den eller de som leder bønnemødet.

Når vi kommer sammen med vores venner foregår vores samtaler vel ikke som dette: Først bliver vi enige om at vi i aften skal snakke om min søster, som har brækket benet, dernæst om de nye rygelove og og til sidst om bronsekampen. Derefter aftaler vi, at person 1 først skal sige alt han har på hjerte for alle tre emner, dernæst person 2 og til sidst person 3. Nej, og ville det ikke være forfærdeligt. Når venner kommer sammen springer samtalen naturligt fra person til person og fra emne til emne. Det de andre siger inspirerer mig til at sige noget om det samme emne - og sådan fortsætter det. Sammen får vi nye tanker og vi kommer alle sammen dybere ind i emnerne.

Desværre foregår det nogle gange på denne måde ved vores bønnemøder: Vi nævner vores bønneemner, og straks beder person 1 igennem hele listen og siger amen. Den næste gør nogenlunde det samme og sådan fortsætter mødet. Når jeg møder dette, så bliver jeg tit distraheret fra at bede. Enten bliver jeg så optaget af det jeg vil bede om det første emne, at jeg slet ikke hører resten af bønnen for de andre emner. Eller også får jeg bønner, jeg vil bede, ved fx første emne, men glemmer dem igen inden det bliver "min" tur. Desuden vil hver enkelt bøn ved sådanne møder ofte have en dalende kurve mod slutningen, og derfor vil alle nye bønner skulle starte fra nul og trække det hele i gang. Igen og igen og igen. Men hvis vi beder på samme måde som vi almindeligvis fører samtale, så vil vi få inspiration af hinanden. Da vil vi komme langt dybere ind i et emne, og opleve betydeligt større gennembrud.

At bede sammen er som at lægge puslespil: Alle har en brik, og alle brikker er lige vigtige for at gøre billedet komplet. Brikkene kan være: En bøn man skal bede, et emne gruppen skal bede for, en måde man skal bede på, en dans, en sang, en profeti, noget man som gruppe skal bekende, gråd, et billede, et skriftsted, en fornemmelse, osv. Nogle brikker er mere spændende end andre. Nogle brikker viser en hel detalje selv, fx et hus, en blomst, eller lignende, mens andre først bliver tydelige, når de placeres sammen med flere andre brikker med nogenlunde samme udseende (fx havet eller himlen). Muligvis tænker vi i bønnestunden, at min brik er uvigtig eller mindre spændende, hvis den ikke er tydelig i sig selv eller specielt spændende, men da er det alligevel ligeså vigtigt at bringe den frem. Ellers mister vi at se "himlen" eller "havet" tage form, når mange forskellige brikker bliver samlet. Billedets fuldendelse og helhed kræver jo netop, at alle dele kommer frem og bliver brugt.

At bede sammen er som at være et hundespand, der trækker en slæde: Hvis lederen skal trække alle de andre i tillæg til slæden, så kommer de ikke særlig langt. Det bliver grusomt tungt for lederen og kedeligt for alle andre. Vær derfor aktiv og træk din del af slædens vægt! Hvordan? Vær fokuseret, tag tanker til fange, lyt til de andre, bevæg dig, bed i tunger, sig «amen!» Og vigtigst af alt: Vær åben for at Gud vil tale til dig, og vær hurtig til at gøre og sige det, han beder dig om.

At bede sammen er som at spille volleyball. En af de vigtigste ting i volleyball er at holde bolden i luften. Altså: Vær klar til at kaste dig ind med bønner, ikke stå og vent i lang tid for at se om nogen andre gør noget. Man skal heller ikke holde på bolden. Hvis du beder frygtelig lange bønner, er det ikke så nemt for de andre at forblive nærværende og aktiv. Alle på holdet skal være involveret og klare til at gøre sin del for at få bolden over nettet.

I 1.Kor 14: 33a læser vi: For Gud er ikke en uordens, men fredens Gud. Når vi beder sammen, er det vigtigt at vi alle sammen holder os til det tema som er opgivet, indtil lederen siger at vi skal gå videre. Hvis man får noget fra Gud, som er et nyt tema eller emne, så del det med lederen. Lederen bestemmer når det er på tide med nyt tema. Hvis lederen ikke tager det med i løbet af bønnestunden, så spørg Gud, hvad du skal gøre med det, du har fået. Måske har Gud delt det med dig, for at du selv skal bede det igennem senere. Du må meget gerne snakke med lederen efter mødet, hvis du ikke forstår, hvorfor han ikke brugte din del. Det er langt bedre at få et hurtigt svar end at din usikkerhed skulle holde dig fra at dele noget en anden gang!

Når du skal dele noget, enten det er med lederen eller gruppen, så del det kort og klart. Sig nok til at folk forstår det, men heller ikke mere. Vi er her for at bede, ikke for at snakke!